Historie
HomeKalenderBestyrelseKlubturneringPokalturneringLynpokalPraktiskHall of FameMedlemmerEx-medl.HistorieGalleriGammelt nytPartierOpgaverLinksløvfaldsturKlubbladLivepartier

 Skørping Skakklub blev stiftet første gang den 26/10 1915 på Skørping Turisthotel (nu Hotel Rebild Park). Der blev indmeldt 12 medlemmer og lærer O.J. Petersen blev formand. Klubbens første turnering blev startet den 27/1 1916 og blev kaldt forårsturneringen. Vinder af turneringen blev formanden.

De næste 9 år blev der spillet både en sommerturnering og en vinterturnering. Vinderne kan findes i Hall of Fame. Klubben kom i en periode op på 20 medlemmer, men blev nedlagt på en generalforsamling den 14/2 1924. Årsagen hertil var hovedsageligt en strid om, man skulle tilmelde sig Dansk Skak Union eller Dansk Arbejder Skakforbund.

Klubben genopstod igen den 4/10 1944, hvilket nu regnes for klubbens fødselsdag. Igen blev klubben stiftet på Turisthotellet, og der var 14 fremmødte. Klubben blev samtidigt meldt ind i DSU.

 Det daværende turisthotel i Skørping

Man var hurtigt ude af starthullerne, og allerede den 23/10 1944 kunne man præsentere den kendte skakspiller Alfred Christensen fra Hjørring (3. plads ved DM i 1944). Han spillede simultan mod 30 spillere og tabte kun et parti (til Søren Jensen, Skørping).

Medlemmerne var dengang aktive også uden for klublokalet, idet de solgte amerikansk lotteri, arrangerede andespil mm.

Klubben ejede i starten kun 2 skakspil, som endda forsvandt under mystiske omstændigheder.

I 1950 begyndte man at spille på Skørping Hotel (= Skørping Kro, nu Kulturstation).

I 1952 indkøbtes en flot vandrepokal, som stadig cirkulerer mellem pokalvinderne.

I de næste mange år blev der spillet meget godt skak, og f.eks. i 1967 rykkede A-holdet op i holdturneringens mesterrække. Medlemstallet har svinget meget - fra 12 medlemmer i 1945 dykkede man til 8 medlemmer i 1949; men fra midten af 50-erne steg medlemstallet til 35 i 1966, og et maximum nåedes i 1979, hvor der var 48 medlemmer. Siden er det gået lidt ned af bakke igen, og vi har nu omkring 30 medlemmer.

I 1969 spilledes på Hotel Rebild Park, hvorefter man i 1975 flyttede til SID-bygningen på Møllevej. Der var dog ofte pladsmangel, så man flyttede igen i 1983 til Medborgerhuset (det gamle alderdomshjem). Her havde man i en årrække 2 spillelokaler, og der var jævnligt diskussion om, hvilke aktiviteter, der skulle være i disse. Skulle der være juniorafdeling, seriøs skakafdeling, rygerum/ikke rygerum eller hvad. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Skørping Skakklub har mange gode sangere, så det er også foreslået, at placere dem i et særligt rum. Et særrum for juniorer blev foreslået på baggrund af den herostratisk berømte rosinkrig.

 Medborgerhuset i Skørping

Fra 1997 har klubben haft hjemme i den nye Kulturstation, der blev indrettet i den gamle kro.

Medlemmerne har gennem tiderne været aktive på mange fronter og har ofte været synlige i nærmiljøet.

F.eks. har klubben ved flere lejligheder stillet med et fodboldhold (i skaktrøjer) til lokale stævner, man har deltaget i optog og arrangeret kæmpeskak i forb. med byfesterne, man har deltaget i Suldrup-marchen, hvor man i 1979 fik præmie for det mest festlige hold. Der er etableret kontakt til andre klubber og byer i Europa - f.eks. har der lige været udveksling af medlemmer fra Skørping og den tyske by Gelenau. Tidligere har der været et samarbejde med den ungarske by Eger.

Af andre træk fra klubhistorien kan kort nævnes :

Klubbladet blev startet af Niels Chr. Davidsen i 1974 og har udkommet siden.

I 1920 havde klubben et alvorligt underskud på 90 øre!

I 1982 blev der ved Hans i Bælum spillet 250 partier i en maratondyst over 2 dage med 9 deltagere.

Skørpingspilleren Richard Lilja satte i 1989 verdensrekord i kæmpeskak, da han sammen med Søren Gøgsig Andersen spillede uafbrudt i 73 timer og 3 minutter.

I forbindelse med klubbens 50-årsjubilæum arrangeredes der sammen med Gistrup Skakklub en GM-turnering.

Nu afdøde Kim Hvarre fra klubben spillede remis mod VM Kasparov i en simultankamp på nettet. Kasparov tilbød i en for ham lidt dårlig stilling, hvor han (Kasparov!) endda var i tidnød.

Der er jævnligt arrangeret simultanturneringer, bla. med Erik Pedersen, Peter Heine, Per Andreasen, Niels Jørgen Friis og andre skakkendisser.

Internt i klubben er der en god og hyggelig atmosfære, hvilket bl.a. ses til de årlige fester. Både julefrokosten og forårets ålefrokost afholdes i en gemytlig tone med sang, spisning, quiz og lidt skak. Flere har i løftet stemning foreslået, at der her skulle indspilles en CD med klubbens baskor akkompagneret af Sven Erik på guitar - det er dog blevet ved tanken.

Holdskak med notabiliteter som Jens Thygensen, Anker Nielsen, William Frank, Richardt G. Jensen, Poul Erik Jensen, Niels Christian Davidsen, Hans Andersen og Arne Søgaard

 

 

[Home][Kalender][Bestyrelse][Klubturnering][Pokalturnering][Lynpokal][Praktisk][Hall of Fame][Medlemmer][Ex-medl.][Historie][Galleri][Gammelt nyt][Partier][Opgaver][Links][løvfaldstur][Klubblad][Livepartier]